Samvær før og efter

Før et samvær påbegyndes, tilbyder vi forældrene en såkaldt for-samtale. Her drøftes de ting, som vi mener, I forældre bør have in mente i mødet med barnet. Mange forældre har gavn af en lille snak med støttepersonen, hvor støttepersonen, kan huske forældrene på hvilke handlinger og udsagn, der understøtter et godt samvær og hvilke der ikke gør. På for-samtalen kan der også laves aftaler om, hvordan forældrene ønsker indblandingen fra støttepersonen skal foregå. Forældre er forskellige og bør blive mødt forskelligt af støttepersonen. Vi ønsker at vise disse individuelle hensyn.

Efter samværet tilbydes I forældre ligeledes en efter-samtale. Her drøftes de ting, der fungerede godt under samværet og også de ting der skal arbejdes med fra forældrenes side. Her vil vi f.eks. fremhæve jeres evne som forældre til at læse barnets signaler og handle passende derpå. Vi vil også drøfte barnets reaktioner og runde de forskellige følelser og tanker om det hændte mm. 

 

Samværets betydning

Samværet mellem det anbragte barn/ unge menneske og forældrene har en stor betydning for hele familiens trivsel. Formålet med samværet er enten at danne, videreudvikle eller holde relationen mellem barn og forældre ved lige. Det er derfor vigtigt, at der skabes de bedste rammer og vilkår for at samværene kan forløbe godt.

Vi gør meget ud af at komme med gode ideer til, hvordan der kan igangsættes alderssvarende og interessante aktiviteter, hvor familien kan samles om et fælles tredje.  

Samværene kan foregå her:

 

  • Forældrenes hjem
  • Plejefamilien
  • Opholdsstedet
  • Udflugter
  • Samværslokaler