Alle anbringelser, med eller uden samtykke, giver jer forældre ret til en neutral støtteperson i barnets anbringelsesperiode efter § 54 i Serviceloven. I kan selv vælge, hvem I ønsker, der skal være jeres § 54 støtteperson. (Dog skal vedkommende godkendes af forvaltningen)

Når I som familie har indvilliget i at starte et samarbejdsforløb med os, bliver vi ansat af forvaltningen, der betaler løn til os. Derudover har vi ingen tilknytning til forvaltningen, medmindre I selv ønsker vores deltagelse til møder. Vi fungerer altså som en neutral støtteperson for jer.   

Længden på vores samarbejde varierer alt efter behovet hos de enkelte familier og længden på selve anbringelserne. Støtten kan fortsætte til barnet/den unge bliver 18 år eller i en kort periode efter en hjemgivelse.

Når I som forældre har en neutral støtteperson at læne jer op ad, vil I opleve at jeres uro og bekymringer mindskes over tid. Dette vil påvirke jeres barns anbringelsessituation i en positiv retning, da I vil få mere overskud til jeres barn, fordi I lettere kan finde ro i situationen.  

Vi kan også, af forvaltningen, blive tilknyttet jeres sag som en § 71 støtteperson, der enten skal støtte eller overvåge jeres samvær. Det er ikke frivilligt, om man ønsker det overvågede samvær. Til gengæld er det frivilligt, om man ønsker ens samvær støttet. Uanset om vi skal overvåge eller støtte jeres samvær, er vores funktion som § 71 støtteperson altid at skabe størst mulig tryghed for barnet og optimale betingelser for udvikling af relationen mellem forældre og barn under samværet. Vi ser det, som vores fornemmeste opgave at være barnets talerør og sikre barnets rettigheder. I vil derfor opleve, at vi kommer med input og gode råd i forhold til den måde, I agerer på overfor jeres barn. Vi har jeres udviklingspotentiale for øje og ønsker at hjælpe jer med at danne eller viderebygge den gode relation til jeres barn. Under selve samværet vil I hovedsageligt opleve, vi er tilbagetrukket. I får her en god portion råderum til at være sammen med jeres barn på den måde I ønsker. Det er i for- og eftersamtalerne, I vil opleve, vi deler vores observationer med jer. Det er også her, vi fortæller jer, hvor vi tænker, I med fordel kan forbedre jer. Vi hjælper jer ved at give konkrete forslag og nye handlemåder. 

Vi ønsker at skabe nogle trygge rammer for både børn og forældre. Vi vil hjælpe til med at få skabt et hyggeligt miljø, så det er rart for alle parter at indgå i samværet. Sommetider kan det føles kunstigt, at vi skal deltage, især hvis det ikke er jeres eller bedsteforældrenes ønske, at vi er til stede. Vi er bevidste om dette og er dygtige til at aflæse de sociale samspil. Her ud fra veksler vi mellem at træde varsomt og træde til. Vi tager altid afsæt i barnets behov og lyst til deltagelse og vil bidrage til rolige, uhøjtidelige og hyggelige samvær. Vi kommer gerne med gode ideer til aktiviteter og hjælper jer gerne med at planlægge dem. Vi bidrager med gode råd altid med barnet i centrum. Vi sikrer barnets rettigheder og går ind og vejleder jer forældre, hvis disse ikke imødekommes. Vi vil ligeledes have fokus på jeres personlige udviklingspotentiale og anerkende jeres gode samspil. Over tid vil I forældre opdage, at det kan være gavnligt at have en § 71 støtteperson på sagen, fordi det gode samvær understøttes og udvikler sig positivt. Vi tror på at kvalitet i samværet, er en væsentlig forudsætning for en god anbringelse.

Vi tilbyder også at hjælpe og vejlede de familier, der ikke er i kommunens søgelys, men som selv oplever at have brug for råd og vejledning ift. mindre problematikker i familien. 

Tøv ikke med at ringe eller skrive og hør nærmere om, hvad vi kan hjælpe netop jeres familie med.